RSSAlle poster tagget med: "Malaysia"

Islam og skabelsen af ​​statsmagt

seyyed vali reza nasr

I 1979 General Muhammad Zia ul-Haq, Pakistans militære hersker, erklærede, at Pakistan ville blive en islamisk stat. Islamiske værdier og normer ville tjene som fundament for national identitet, lov, økonomi, og sociale relationer, og ville inspirere al beslutningstagning. I 1980 Mahathir Muhammad |, den nye premierminister i Malaysia, indførte en lignende bredt plan for at forankre statens politikudformning i islamiske værdier, og at bringe hans lands love og økonomiske praksis i overensstemmelse med islams lære. Hvorfor valgte disse herskere vejen til "islamisering" for deres lande? Og hvordan blev engangs-sekulære postkoloniale stater agenterne for islamisering og forkynderen for den “sande” islamiske stat?
Malaysia og Pakistan har siden slutningen af ​​1970'erne – begyndelsen af ​​1980'erne fulgt en unik vej til udvikling, der afviger fra erfaringerne fra andre tredjestatslande. I disse to lande blev religiøs identitet integreret i statsideologi for at informere mål og proces for udvikling med islamiske værdier.
Denne forpligtelse har også præsenteret et meget andet billede af forholdet mellem islam og politik i muslimske samfund. I Malaysia og Pakistan, det har været statsinstitutioner snarere end islamistiske aktivister (dem, der går ind for en politisk læsning af islam; også kendt som vækkelse eller fundamentalister) der har været værgerne for islam og forsvarerne af dens interesser. Dette antyder en
meget forskellig dynamik i islamisk politik - i det mindste peger på statens betydning i dette fænomens omskiftelighed.
Hvad skal man lave af verdslige stater, der bliver islamiske? Hvad betyder en sådan transformation for staten såvel som for islamisk politik?
Denne bog kæmper med disse spørgsmål. Dette er ikke en omfattende redegørelse for Malaysias eller Pakistans politik, den dækker heller ikke alle aspekter af islams rolle i deres samfund og politik, skønt den analytiske fortælling dvæler betydeligt ved disse spørgsmål. Denne bog er snarere en samfundsvidenskabelig undersøgelse af fænomenet, at sekulære postkoloniale stater bliver agenter for islamisering, og mere bredt hvordan kultur og religion tjener statens magt og udvikling. Analysen her bygger på teoretiske diskussioner
inden for de sociale videnskaber for statsadfærd og kulturens og religionens rolle deri. Vigtigere, det drager slutninger fra de sager, der undersøges, for at drage bredere konklusioner af interesse for disciplinerne.

Løsning af USAs islamistiske dilemma: Lektioner fra Syd- og Sydøstasien

Shadi Hamid
OS. bestræbelser på at fremme demokrati i Mellemøsten har længe været lammet af det "islamistiske dilemma": i teorien, vi ønsker demokrati, men, i praksis, frygt for, at islamistiske partier vil være de primære modtagere af enhver politisk åbning. Den mest tragiske manifestation af dette var det algeriske debacle af 1991 og 1992, da USA stod stille, mens det trofaste sekulære militær aflyste valget, efter at et islamistisk parti vandt et parlamentarisk flertal. For nylig, Bush-administrationen trak sig tilbage fra sin "frihedsdagsorden", efter at islamister klarede sig overraskende godt i valg i hele regionen, herunder i Egypten, Saudi Arabien, og de palæstinensiske områder.
Men selv vores frygt for islamistiske partier – og den deraf følgende afvisning af at engagere sig med dem – har i sig selv været inkonsekvent, gælder for nogle lande, men ikke andre. Jo mere et land ses som afgørende for amerikanske nationale sikkerhedsinteresser, jo mindre villig har USA været til at acceptere, at islamistiske grupper har en fremtrædende politisk rolle dér. Imidlertid, i lande, der ses som mindre strategisk relevante, og hvor mindre er på spil, USA har indimellem taget en mere nuanceret tilgang. Men det er netop dér, der er mere på spil, at anerkendelsen af ​​en rolle for ikke-voldelige islamister er vigtigst, og, her, Amerikansk politik kommer fortsat til kort.
I hele regionen, USA har aktivt støttet autokratiske regimer og givet grønt lys for undertrykkelseskampagner mod grupper som det egyptiske muslimske broderskab, den ældste og mest indflydelsesrige politiske bevægelse i regionen. I marts 2008, under, hvad mange iagttagere anser for at være den værste periode med anti-broderskabsundertrykkelse siden 1960'erne, Udenrigsminister Condoleezza Rice gav afkald på en $100 millioner af kongresmandatet reduktion af militærhjælpen til Egypten. Situationen i Jordan er den samme. Bush-administrationen og den demokratiske kongres har hyldet landet som en "model" for arabisk reform på præcis samme tid, som den har udtænkt nye måder at manipulere valgprocessen for at begrænse islamistisk repræsentation, og ligesom det holdt valg plaget af udbredte beskyldninger om direkte bedrageri
og rigning.1 Dette er ikke en tilfældighed. Egypten og Jordan er de eneste to arabiske lande, der har underskrevet fredstraktater med Israel. i øvrigt, de ses som afgørende for U.S. bestræbelser på at modvirke Iran, stabilisere Irak, og bekæmpe terrorisme.

POLICY AND PRACTICE NOTES

KENNETH ROTH

I dag, virtually every government wants to be seen as a democracy, but many resist allowing the basic human rights that would make democracy meaningful because that might jeopardize their grasp on power. I stedet, governments use a variety of subterfuges to manage or undermine the electoral process. Their task is facilitated by the lack of a broadly accepted definition of ‘democracy’ akin to the detailed rules of international human rights law. But much of the problem lies in the fact that, because of commercial or strategic interests, the world’s established democracies often close their eyes to electoral manipulation, making it easier for sham democrats to pass themselves off as the real thing. That acquiescence undermines the efforts to promote human rights because it can be more difficult for human rights organizations to stigmatize a government for its human rights violations when that government can hold itself up as an accepted ‘democracy.’ The challenge facing the human rights movement is to highlight the ploys used by dictatorial regimes to feign democratic rule and to build pressure on the established democracies to refuse to admit these pretenders into the club of democracies on the cheap. Keywords: civil society, democracy promotion, dictatorship, valg,
electoral manipulation, political violence Rarely has democracy been so acclaimed yet so breached, so promoted yet so disrespected, so important yet so disappointing. Democracy has become the key to legitimacy. Few governments want to be seen as undemocratic. Yet the credentials of the claimants have not kept pace with democracy’s
growing popularity. These days, even overt dictators aspire to the status conferred by the democracy label. Determined not to let mere facts stand in their way, these rulers have mastered the art of democratic rhetoric which bears
little relationship to their practice of governing.
This growing tendency poses an enormous challenge to the human rights movement. Human rights groups can hardly oppose the promotion of democracy, but they must be wary that the embrace of democracy not become a subterfuge for avoiding the more demanding standards of international human rights law. Human rights groups must especially insist that their natural governmental allies – the established democracies – not allow competing interests and short-sighted strategies to stand in the way of their
embrace of a richer, more meaningful concept of democracy.

Assessing the Islamist mainstream in Egypt and Malaysia

Beyond ‘Terrorism’ and ‘StateHegemony’: assessing the Islamistmainstream in Egypt and Malaysia

JAN STARKMalaysia-Islamists

International networks of Islamic ‘terrorism’ have served as themost popular explanation to describe the phenomenon of political Islam sincethe 11 September attacks.

This paper argues that both the self-proclaimeddoctrinal Islam of the militants and Western perceptions of a homogeneousIslamist threat need to be deconstructed in order to discover the oftenambiguous manifestations of ‘official’ and ‘opposition’ Islam, of modernity andconservatism.

As a comparison of two Islamic countries, Egypt and Malaysia,which both claim a leading role in their respective regions, shows, moderateIslamic groups have had a considerable impact on processes of democratisationand the emergence of civil society during the quarter century since the ‘Islamicresurgence’.

Shared experiences like coalition building and active participationwithin the political system demonstrate the influence and importance of groupssuch as the Egyptian Muslim Brotherhood, the Islamic Youth Movement of Malaysia (ABIM) or the Islamic Party of Malaysia (PAS).

These groups haveshaped the political landscape to a much larger extent than the current pre-occupation with the ‘terrorist threat’ suggests. The gradual development of a‘culture of dialogue’ has rather revealed new approaches towards politicalparticipation and democracy at the grassroots level.