Løsning af USAs islamistiske dilemma: Lektioner fra Syd- og Sydøstasien

OS. bestræbelser på at fremme demokrati i Mellemøsten har længe været lammet af det "islamistiske dilemma": i teorien, vi ønsker demokrati, men, i praksis, frygt for, at islamistiske partier vil være de primære modtagere af enhver politisk åbning. Den mest tragiske manifestation af dette var det algeriske debacle af 1991 og 1992, da USA stod stille, mens det trofaste sekulære militær aflyste valget, efter at et islamistisk parti vandt et parlamentarisk flertal. For nylig, Bush-administrationen trak sig tilbage fra sin "frihedsdagsorden", efter at islamister klarede sig overraskende godt i valg i hele regionen, herunder i Egypten, Saudi Arabien, og de palæstinensiske områder.

Men selv vores frygt for islamistiske partier – og den deraf følgende afvisning af at engagere sig med dem – har i sig selv været inkonsekvent, gælder for nogle lande, men ikke andre. Jo mere et land ses som afgørende for amerikanske nationale sikkerhedsinteresser, jo mindre villig har USA været til at acceptere, at islamistiske grupper har en fremtrædende politisk rolle dér. Imidlertid, i lande, der ses som mindre strategisk relevante, og hvor mindre er på spil, USA har indimellem taget en mere nuanceret tilgang. Men det er netop dér, der er mere på spil, at anerkendelsen af ​​en rolle for ikke-voldelige islamister er vigtigst, og, her, Amerikansk politik kommer fortsat til kort.

I hele regionen, USA har aktivt støttet autokratiske regimer og givet grønt lys for undertrykkelseskampagner mod grupper som det egyptiske muslimske broderskab, den ældste og mest indflydelsesrige politiske bevægelse i regionen. I marts 2008, under, hvad mange iagttagere anser for at være den værste periode med anti-broderskabsundertrykkelse siden 1960'erne, Udenrigsminister Condoleezza Rice gav afkald på en $100 millioner af kongresmandatet reduktion af militærhjælpen til Egypten. Situationen i Jordan er den samme. Bush-administrationen og den demokratiske kongres har hyldet landet som en "model" for arabisk reform på præcis samme tid, som den har udtænkt nye måder at manipulere valgprocessen for at begrænse islamistisk repræsentation, og ligesom det holdt valg plaget af udbredte beskyldninger om direkte bedrageri

og rigning.1 Dette er ikke en tilfældighed. Egypten og Jordan er de eneste to arabiske lande, der har underskrevet fredstraktater med Israel. i øvrigt, de ses som afgørende for U.S. bestræbelser på at modvirke Iran, stabilisere Irak, og bekæmpe terrorisme.